Formelle hjælpemuligheder efter et seksuelt overgreb

Denne video giver et overblik over de formelle muligheder for hjælp og støtte, der er tilgængelige efter et seksuelt overgreb.

En bistandsadvokat, efterforskere fra politiet, en sygeplejerske, en retsmediciner og en psykolog præsenterer deres roller og forklarer, hvordan de kan hjælpe dig.

Videoen er lavet for at skabe overblik over de forskellige hjælpetilbud, der findes, og derved gøre det nemmere for dig at beslutte, hvad der er mest hjælpsomt for dig

Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.

Retsmedicinsk undersøgelse

Hvis du for nyligt har været udsat for et seksuelt overgreb eller forsøg derpå, kan du blive tilset på et hospital. Tilbuddet er landsdækkende, gratis og kræver ingen henvisning. Undersøgelsen har til formål at forebygge graviditet og kønsoverførte sygdomme, dokumentere og behandle eventuelle skader og indsamle spor til brug for politiets efterforskning. Kvaliteten af sporsikringen er bedst, hvis den foretages så tidlig som muligt. Kontakt os derfor, så snart du kan.

Hvis overgrebet lige er sket, er det en fordel, hvis du undgår at vaske/tørre dig i skridtet, gå på toilet, skifte tampon/bind, skifte tøj, børste tænder, spise eller drikke. Hvis du mistænker, at du har været udsat for ”drugrape”, kan der foretages prøver herfor, men det er op til politiet, om prøverne analyseres. Centerets personalet vejleder dig desuden om muligheder for efterfølgende samtaler med psykolog og/eller socialrådgiver. Kontakt dit nærmeste Center for Voldtægtsofre for mere information.

Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.

Bistandsadvokat

Mange, der har været udsat for et seksuelt overgreb, oplever tvivl om, hvorvidt de ønsker at anmelde overgrebet til politiet. I en sådan situation kan en bistandsadvokat være en vigtig støtte.

En bistandsadvokat er en advokat, der beskikkes til at varetage dine interesser. Allerede før du beslutter, om du vil anmelde overgrebet, har du ret til gratis juridisk rådgivning fra en bistandsadvokat. Advokaten kan hjælpe dig med at få overblik over dine muligheder, forklare hvad en anmeldelse indebærer, og støtte dig i at træffe den beslutning, der føles rigtig for dig.

Hvad kan en bistandsadvokat hjælpe dig med?

  • Juridisk rådgivning før en anmeldelse: Hvis du er i tvivl om, hvorvidt du ønsker at anmelde overgrebet til politiet, kan en bistandsadvokat hjælpe dig med at forstå dine muligheder og de konsekvenser, en anmeldelse kan have.
  • Støtte under politiafhøringer: Hvis du anmelder overgrebet, vil bistandsadvokaten være med under politiafhøringer for at støtte dig og sikre, at du forstår alle dele af forløbet. Advokaten vil også forklare de juridiske processer, så du føler dig mest mulig tryg og velinformeret.
  • Hjælp i retten: Hvis din sag ender i retten, vil bistandsadvokaten også være med dig der, så du får støtte og vejledning gennem hele processen.
  • Hjælp til erstatning: Bistandsadvokaten vil også hjælpe dig, hvis du ønsker at søge erstatning.
  • Vejledning om dine rettigheder: Bistandsadvokaten vil vejlede dig om dine rettigheder og hjælpe med at sikre, at du modtager den støtte, du har krav på gennem hele forløbet.

Du har altså ret til en bistandsadvokat uden omkostninger, uanset om du vælger at anmelde overgrebet eller ej.

Læs mere om bistandsadvokat på politi.dk

 

Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.

Politi

Anmeldelse

Du kan anmelde et seksuelt overgreb til politiet både umiddelbart efter overgrebet eller længere tid efter. Ønsker du at anmelde et overgreb, kan det ske telefonisk, skriftligt eller ved personligt fremmøde på en politistation.

Hvis det er muligt, vil politiet ved anmeldelsen gerne vide, hvad der er sket, hvor og hvornår overgrebet fandt sted, samt – hvis det er muligt – hvem der udsatte dig for overgrebet.

Du får mulighed for at fortælle mere uddybende om, hvad du har været udsat for, ved en senere afhøring.

I forbindelse med anmeldelsen får du en kontaktperson hos politiet. Kontaktpersonen kan du kontakte, hvis du har spørgsmål til din sag.

Afhøring

Når du anmelder et seksuelt overgreb, skal du afhøres. Det er forskelligt, hvor lang tid der går fra, du anmelder overgrebet, til du bliver afhørt.

En afhøring er en samtale med en politiansat, hvor du fortæller om overgrebet, sådan som du husker det. Du vil blive spurgt ind til, hvad der skete før, under og efter overgrebet, og du vil under afhøringen også blive spurgt om intime og private detaljer. Der kan blive stillet spørgsmål til detaljer i hændelsen, fordi de kan være afgørende for udfaldet af sagen. Det kan være svært at blive afhørt og sætte ord på overgrebet, men den politiansatte er der for at hjælpe dig og har til opgave at få overgrebet beskrevet bedst muligt. Det betyder også, at du vil blive stillet forskellige spørgsmål. Du kan opleve at få de samme spørgsmål stillet på forskellige måder. Det er ikke, fordi politiet ikke tror på dig, men for at hjælpe dig til at huske mest muligt.

En afhøring finder i de fleste tilfælde sted på en politistation og foretages af din kontaktperson. Har du en bistandsadvokat, vil vedkommende deltage i din afhøring. Alle afhøringer bliver optaget på en diktafon. Når en afhøring er slut, bliver der skrevet en rapport, som du får mulighed for at gennemlæse og komme med kommentarer til sammen med din bistandsadvokat. I nogle sager er der brug for flere afhøringer – det er helt normalt. Der er også mulighed for at blive videoafhørt. Hvis du har en bistandsadvokat, anbefales det, at du drøfter denne mulighed med vedkommende.

Efterforskning

Når et seksuelt overgreb bliver anmeldt, går politiet i gang med at efterforske sagen. Din forklaring indgår som en del af denne efterforskning. Derudover kan politiet for eksempel tale med den mistænkte, kontakte vidner, indhente DNA-prøver, se overvågningsbilleder eller undersøge data fra mobiltelefoner. Målet er at samle de nødvendige beviser for at kunne opklare sagen.

Det kan tage lang tid at efterforske et seksuelt overgreb, fordi der ofte er mange forskellige skridt i processen. Det kan være frustrerende at vente på svar, men din kontaktperson hos politiet kan svare på spørgsmål om din sag, som du eventuelt måtte have undervejs.

Når politiet er færdige med efterforskningen, sender de sagen videre til Anklagemyndigheden, som vurderer beviserne. Kravene er generelt høje i straffesager. Hvis Anklagemyndigheden vurderer, at der ikke er tilstrækkelige beviser, afsluttes sagen. Du vil få besked, hvis det sker. En afgørelse om ikke at rejse tiltale betyder ikke, at overgrebet ikke har fundet sted, eller at politiet ikke tror på dig. Det betyder blot, at de indsamlede beviser ikke i tilstrækkelig grad kan underbygge en straffesag. Afsluttes sagen, har du mulighed for at klage over beslutningen. Hvis du har en bistandsadvokat, kan vedkommende vejlede dig om dine muligheder.

Retssag

Hvis Anklagemyndigheden vurderer, at der er tilstrækkelige beviser, bliver der rejst tiltale. Det betyder, at sagen skal afgøres i retten, hvilket kan tage lang tid. Det kan godt tage lang tid fra, der rejses tiltale, til sagen faktisk kommer for retten. Anklagemyndigheden fører sagen mod den tiltalte, og du vil blive indkaldt som vidne og skal møde op og afgive forklaring i retten. Hvis du er utryg ved at afgive forklaring i samme lokale som den tiltalte, kan du anmode om, at vedkommende føres ud af retssalen, mens du afgiver forklaring. Din bistandsadvokat kan fortælle mere om denne mulighed og hjælpe med at fremsætte anmodningen.”

Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.

Centre for Voldtægtsofre

Uanset hvor lang tid, der er gået siden overgrebet, kan du få hjælp på et af de danske Centre for Voldtægtsofre. Tilbuddet varier lidt på landsplan, men rummer typisk samtaler med psykologer og/eller socialrådgivere, der har til formål at afhjælpe de negative psykologiske følgevirkninger af overgrebet samt hjælpe med praktiske/økonomiske behov, såsom sygemelding.

Hjælpen er gratis og henvendt til alle unge og voksne, som har været udsat for et seksuelt overgreb, der kan dog være individuelle behov, som gør, at man viderehenvises til et andet tilbud. Du behøver ikke anmelde overgrebet til politiet for at få hjælp. Du kan enten selv kontakte centret eller bede en, som du har tillid til, om at hjælpe dig. Det kan for eksempel være en god ven, dine forældre eller din læge.

Centre for voldtægtsofre i Danmark

Gå ind på adressen øverst på siden for at se videoen.

Andre psykosociale tilbud

I tillæg til de danske Centre for Voldtægtsofre findes der en række andre tilbud til personer, som har været udsat for overgreb. En del af disse specialiserer sig inden for særlige typer af seksuelle overgreb som for eksempel voksne udsat for overgreb i barndommen (CSM - Center for Seksuelt Misbrugte).

Egen læge kan inden for 12 måneder efter overgrebet henvise til privatpraktiserende psykolog, hvor du kan få tilskud til 12 samtaler. Der er ingen tidsfrist for personer under 18 år.

Læs mere om henvisning til psykologhjælp på sundhed.dk