Dette er en oversættelse af artiklen "In Most Sexual Assaults, 'Defense Circuitry' Runs the Show – key to understanding and supporting survivors, and doing great investigations" fra online mediet Psychology Today.

En nøgle til at forstå og støtte voldtægtsramte – og til at lave godt efterforskningsarbejde

Af James Hopper, Ph.D.

Når jeg underviser militærpersonale i den basale viden om den neurobiologiske baggrund for traumer efter seksuelle overgreb, så er min opgave stort set at få dem til forbinde punkter i en viden de allerede har.

De ved allerede, at mennesker reagerer på skyderi og eksplosioner med reflekser og vanemæssig adfærd (forhåbentlig effektive vaner, som de har lært i kamptræning). De fleste ved alt for godt, fra deres egne kamp-erfaringer og debriefinger, hvor ufuldstændig en traumeramt hukommelse er.

Men når det drejer sig om seksuelle overgreb, så har mange ikke overvejet dette: På grund af den måde vores hjerner er udviklet på, reagerer vi på den samme basale måde, når en bekendt begår et seksuelt overgreb på os, som når vi bliver angrebet af fjender. Det er en reaktion som stammer fra dengang, hvor vores fjender var store rovdyr, der var fast besluttet på at spise os.

Naturlig udvælgelse har udstyret vores hjerne med et forsvarssystem- eller netværk, som beskytter os mod alle mulige former for angreb og meget stressede situationer. Og det system bestemmer ofrets reaktioner i langt de fleste seksuelle overgreb – og ligeså i militære kampsituationer og andre oplevelser af angreb eller ekstrem stress.

Lad mig præcisere: Det er ikke alle seksuelle overgreb som, når det sker, involverer ekstrem stress eller traumer. Men mange gør, ligesom mange tilfælde af seksuel chikane, og det er dét, jeg fokuserer på her. Pointe nr. to: Hjernen er ikke en computer, men de fleste hjerneforskere mener, at den består af "kredsløb – det vil sige samlinger af hjerne områder som samarbejder om at udføre bestemte funktioner. Min tredje pointe: Det gamle udtryk "frygt-kredsløb" er på vej til at blive udskiftet med ordet "forsvarssystem", fordi forskellige hjernekredsløb ligger til grund for subjektive oplevelser (fx at være bange) og objektiv adfærd (fx at blive lammet/"fryse"). En anden grund er, at forskere ikke kan spørge dyr om de er bange, men med sikkerhed kan måle forsvarsadfærd og hjerne-aktivitet.

Du har måske ikke hørt om forsvarssystemet før, men du har sikkert hørt om amygdala. Det er en lille mandelformet del af hjernen, som har et under-område, der modtager og sender informationer fra og til mange andre hjerneområder og kredsløb. Modsat den almindelige opfattelse, er amygdala ikke hjernens "frygt-center". Ny forskning viser, at den måske ikke engang opdager trusler. Amygdala kan dog have stor indflydelse på stressrelateret adfærd og hukommelse, og den er helt sikkert en central del af forsvarssystemet.

Så lad os huske på ordet "forsvarssystem" selvom det ikke lyder helt så sejt som "amygdala".

Det er vigtigt at huske, at vi ikke behøver at vide nøjagtigt hvilken del af forsvarssystemet der udfører hvilke opgaver og hvilken effekt det har på adfærd og hukommelse (hjerneforskere kan bekymre sig og skændes om disse detaljer. Hvis du er interesseret i referencer, så giver referencerne ved slutningen af artiklen en indsigt i den aktuelle debat om emnet).

Det er meget mere nyttigt at kende til nogle nøgle fakta: Forsvarssystemet er hele tiden tændt og skanner for fare. Når et angreb bliver opdaget eller der er meget stress, kan det hurtigt dominere hjernen. Det betyder, at den rationelle tænkning i den præfrontale cortex bliver hæmmet og at forsvarssystemet kontrollerer, hvad vi fokuserer på. Det kan samtidig ændre vores adfærd til at være baseret på reflekser og vanemæssige handlinger, og beslutte hvad der bliver husket.

For eksempel, som jeg vil diskutere i en kommende artikel, har forskning på dyr og mennesker vist, at stress betyder, at hjernen skifter over til at være afhængig af adfærd fra vane-kredsløbet. Det er igen noget, som militærpersonalet forstår til fulde, og det er derfor, at kamptræning blandet andet består af igen og igen at lade, rense og affyre våben og igen og igen at træne kamptaktik, så denne adfærd bliver en fuldstændig fasttømret del af vane-kredsløbet.

Når vi har forstået disse kernefakta om forsvarssystemet, så bliver vi ikke overraskede, når en intelligent kvinde fortæller, at det aldrig forekom hende muligt at råbe på hjælp fra sin roomie, da hun blev voldtaget. Vi vil være klar over, at hendes præfrontale cortex var svækket. Vi vil ikke blive overrasket, når en flåderekrut under en voldtægt reagerer, som han altid gjorde, når han som barn blev banket af sin stedfar. Vi vil vide, at hans hjernes forsvarssystem med det samme finder de gamle underkastelses-vaner frem.

Vi vil heller ikke dømme en kvinde, som mens hun bliver holdt fast på en seng i en tilstand af skræk og forvirring, benytter sig af venlige formuleringer, som hun har haft til vane at benytte for at afvise uønskede tilnærmelser fra mænd, der ikke var ude på at voldtage hende. Når hun husker, at hun igen og igen sagde "Min kæreste finder ud af det her" – indtil hun gav op at kæmpe imod – vil vi ikke undre os over kontrasten mellem det hun sagde, og hvor chokeret og bange hun var. Vi vil ikke antage – ud fra hendes venlige formuleringer – at hun faktisk havde blandede følelser overfor det, der skete, og først senere fortalte, at det var en voldtægt, fordi hun var bange for, at hendes kæreste ville finde ud af, hvad der var sket.

Vi vil ikke lave den slags antagelser. Og hvis vi er efterforskere som forstår disse ting, så vil vi stille ikke-ledende og ikke-dømmende spørgsmål. Vi vil lytte med ægte nysgerrighed og vilje til at forstå noget nyt om, hvordan mennesker kan reagere på et seksuelt overgreb. Og derefter vil vi helt objektivt stykke, det hun husker, sammen med andet tilgængeligt bevismateriale.

En forældet tilgang til efterforskning presser ofrene til at levere fortløbende fortællinger- selvom de ikke husker det sådan. Denne tilgang er også lig med en forventning om en genfortælling som er rationel og en strategisk adfærd under overgrebet. Det fører til misforståelser om, hvad der skete og til at re-traumatisere ofrene og betyder, at gerningspersonerne slipper af sted med det, de har gjort (og kan gøre det igen).

Efterforskere som derimod forstår, hvordan hjernen fungerer under en traumatisk hændelse, lytter efter det øjeblik, hvor overgrebet blev opdaget af hjernens forsvarssystem - måske fulgt på vej af en kortvarig "frys"-reaktion. De ved, at det er et kerneøjeblik i et seksuelt overgreb, når hjernefunktionen pludselig ændres radikalt – med store konsekvenser for tænkning, adfærd og hukommelse. De ved, hvorfor kun nogle detaljer fra hændelsen brændte sig fast i hukommelsen – som fx "centrale detaljer" som forsvarssystemet gav mest opmærksomhed og tillagde mest betydning – som en hånd på halsen eller en plet på væggen. De ved også, hvorfor andre detaljer (som var perifære for ofret, men måske centrale for efterforskningen) aldrig blev husket eller hurtigt forsvandt.

For at opsummere: Når vi ved hvad der sker i forsvarssystemet, når det opdager et angreb og det overtager hjernefunktionen, så betyder det, at vi kan have realistiske forventninger til et offers adfærd og hukommelse. Vi forstår - hvor forvirrende og usandsynlige de end kan forekomme til en start - at denne adfærd og hukommelse er normale hjernebaserede svar på at blive overfaldet – det være sig fysisk eller psykisk, og af en fjende eller af andre. Det betyder, at vi kan reagere på hver fortælling om et seksuelt overgreb med en hjerne og et hjerte, som er velforberedt, medfølende og ægte objektiv – og uden at misfortolke eller fordømme ofrenes adfærd og hukommelse.

I min undervisning har jeg erfaret, at såvel tidligere voldtægtsramte som militærpersonale og politibetjente er dem, der lærer det her hurtigst. Fordi de også har oplevet hvad der sker, når forsvarssystemet overtager styringen, kan de stykke ting sammen, som ikke tidligere har hængt sammen på den måde for dem.

I kommende artikler vil jeg forklare det her mere detaljeret. I mellemtiden kan du tjekke min hjemmeside ud: Sexual Assault & the Brain (på engelsk) eller læse det jeg har skrevet om, hvorfor mange ofre for seksuelle overgreb ikke kæmper imod eller råber op (på engelsk) og hvorfor deres hukommelse ikke hænger ordentlig sammen (på engelsk) og min video om neuorobiologien bag traumer og seksuelle overgreb (på engelsk).

 

Dette materiale er offentliggjort inden den seneste forskning om amygdala kom frem, og inden jeg byttede "frygtsystem" ud med "forsvarssystem".