Artiklen kommer fra MagasinetMIDT. Journalist Anne Domino har interviewet en af centrets klienter. Artiklen er oprindeligt publiceret i MagasinetMIDT nr. 7 forår 2014. Line er et opdigtet navn.

 

En sjov aften i byen

Det havde været en rigtig sjov aften i byen. 21-årige Line og hendes veninde var på vej hjem, da de stødte ind i tre friske gutter på et hjørne. De faldt i snak, grinede og lavede sjov. Og da fyrene foreslog Line og hendes veninde at følge med dem hjem til morgenfest, var der ikke meget at betænke sig på.

Det lille selskab prajede en taxa, men Lines veninde havde ombestemt sig. Hun ville hellere hjem til sig selv og sove.

Line tog med alligevel. I den lyse, lune sommernat virkede de tre gutter hyggelige og tilforladelige. Deres hus lå i gåafstand fra hendes eget hjem. Hun troede ikke, at der kunne ikke ske hende noget.

 

Det sker ikke for mig

Fremme ved huset blev Line inviteret indenfor.

– Jeg kendte jo ikke huset, så da den ene af fyrene lukkede en af dørene i huset op og puffede mig ind, troede jeg, at vi var på vej ind i en stue alle fire for at snakke og pjatte videre, fortæller hun.

Det skulle de bare ikke. Det rum, Line blev puffet ind i, var et soveværelse.

– De to andre fyre forsvandt bare. Jeg ved ikke, hvor de blev af. Men jeg var pludselig alene med den ene af fyrene, og der var helt stille i huset. Han lukkede døren bag mig og begyndte at hive mit tøj af, husker Line.

– Jeg har altid troet, at hvis jeg nogensinde blev udsat for et voldtægtsforsøg, så ville jeg gøre vildt meget modstand, sparke fyren i skridtet og løbe. Men det var slet ikke det, jeg gjorde. Jeg gik fuldstændig i stå, var nærmest lammet og kunne kun tænke: Det her sker ikke for mig!

 

Paralyseret

Fyren gennemførte et fuldbyrdet samleje med en fuldstændigt paralyseret Line. Bagefter vendte han ryggen til hende og lagde sig til at sove.

– Jeg tror, jeg blev liggende et par minutter på sengen, inden jeg kunne tage mig sammen til at samle mit tøj op fra gulvet, tage det på og gå ud af huset. Det var blevet helt lyst uden for, og jeg kan huske, at jeg satte mig på kantstenen og røg en masse cigaretter, mens jeg spekulerede over, hvad der var sket. Jeg kunne slet ikke fatte, at det var sket for mig, og jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg tror, jeg tænkte på at ringe til politiet, men jeg gjorde det ikke. Det var jo min egen skyld. Jeg var selv gået med fyrene hjem. Modsat vidste jeg godt, at det slet, slet ikke var sådan, sex skulle foregå. Til sidst gik jeg hjem i seng og besluttede mig for at glemme alt om det, der var sket.

 

Tavshed

Der skulle gå fire år, før Line fortalte nogen om overgrebet. Fire år, hvor hun droppede ud af sin uddannelse, gik ned med depression og forsøgte at begå selvmord. Og fire år, hvor hun fyldte sin hverdag med alle mulige krumspring for at undgå mænd.

– Jeg fandt ud af, hvilke supermarkeder der som regel havde kvindelige ekspedienter ved kassen. Jeg kunne slet ikke klare, hvis det var en mand, der skulle ekspedere, så det var ret begrænset, hvor jeg kunne købe ind. Fremmede mænd gav mig simpelthen hjertebanken, kvalme og svedige hænder, fortæller Line.

 

Ord på oplevelsen

Lines plan om at glemme episoden spillede fallit. Hverken tankerne eller kroppens reaktioner ville lade sig styre. Bægeret flød over ved Lines 25-års fødselsdag, hvor hun ud på natten betroede sig til en gammel ven.

– Vi var lidt fulde, så jeg regnede egentlig ikke med, at han kunne huske, hvad jeg havde fortalt. Men han ringede dagen efter og sagde til mig, at jeg skulle fortælle hele historien til min mor. Ellers ville han gøre det, husker Line, der efter et par dage betroede sig til sin mor.

– I begyndelsen kaldte jeg det alt muligt andet end voldtægt. Jeg kunne simpelthen ikke sige ordet, for jeg syntes, det lød så voldsomt. Jeg kaldte det »overgreb« eller »jeg har oplevet noget træls med en fyr«, siger Line, der i dag ikke er i tvivl om, hvad hun har været udsat for: Voldtægt. Uanset hvor væmmeligt, det lyder.

 

Hjælp

Det blev til mange samtaler både med moderen og et par nære veninder over de næste måneder. Det var godt at få talt ud, men Line kom ikke rigtigt nogen vegne.

En veninde fandt ad omveje frem til Center for Voldtægtsofre under Aarhus Universitetshospital, hvor Line fik tilbud om en række samtaler med en psykolog. Det blev vendepunktet.

– Psykologen hjalp mig til at forstå, at det ikke var min skyld, det der skete. Jeg har følt så meget skyld og skam over, at jeg gik med de her fyre hjem. Og jeg har vendt og drejet, om det mon var mig, der havde udsendt nogle signaler, som den ene af fyrene åbenbart fuldstændigt havde misforstået. Men det VAR ikke min skyld, lyder det med fast stemme fra Line.

 

På vej

Med hjælp fra psykologen blev Line gradvist i stand til at vende tilbage til en normal hverdag uden angst – og uden de mange trættende krumspring i forsøget på at undgå kontakt med mænd.

Langsomt er Line begyndt at kunne mestre situationer, som vi andre opfatter som dagligdags og slet ikke tænker over, men som tidligere har virket helt uoverskuelige for Line.

– Der går ikke mange dage, hvor jeg ikke tænker over det, der er sket. Men jeg vil ikke lade det ødelægge mit liv. Det er han slet ikke værd, ham fyren. Jeg arbejder i øjeblikket på at turde tage kontakt til en fremmed fyr, når jeg er i byen med mine veninder. Det næste mål bliver så at turde være alene med en fremmed fyr. Jeg kan jo se, at alle mine veninder går på kaffedates med fyre, og at der ikke sker noget ved det. Jeg tror ikke, det kommer til at ske for mig foreløbig, men det gør ikke så meget. Jeg er på vej.

 

Brug for hjælp?

Ring på tlf. 78 46 35 43. Dette nummer er til Skadestuen

Videncentrets nummer, hvor du også træffer vores psykologer, er: 78 46 48 35.